Når dit barn starter hos os
Hvis du har takket ja til en plads, sender vi dig et velkomstbrev på mail, som indeholder praktisk information. Her kan du bl.a. læse hvilken stue dit barn skal gå på. Vi anbefaler desuden, at I besøger os inden opstarten – gerne ca. 14 dage før. Omkring en uge før jeres barn begynder, bliver I kontaktet af personalet på stuen for at aftale det praktiske omkring opstarten.
En god og tryg opstart
På første dag møder I ind til det aftalte tidspunkt og bliver budt velkommen af den voksen, som sammen med en anden vil være jeres opstartsteam. Det er ofte en stor omvæltning for både barn og forældre at starte i institution, og derfor planlægger vi indkøringen i tæt dialog med jer.
Inden for de første dage inviteres I til en opstartssamtale, hvor vi udveksler viden om jeres barn og fortæller om hverdagen i Margueritten. På den måde starter vi samarbejdet med fokus på tryghed og gensidig forståelse.
Vores forventninger til opstarten
Et godt samarbejde bygger på åben og ærlig dialog. Del gerne bekymringer eller tanker med os – det smitter positivt af på barnet, når forældrene er trygge og udstråler ro og tillid til stedet.
Vi anbefaler, at I som forældre afsætter 1–2 uger til opstarten. Har I kun én uge, kan det være en fordel at have en anden til at hente, så barnet får korte og overskuelige dage i begyndelsen.
Alle børn er forskellige, og der findes ikke én rigtig måde at starte på. Nogle børn har brug for længere tid – andre falder hurtigt til. Det vigtigste er, at vi løbende justerer planen i fællesskab, så opstarten bliver så god som muligt for netop jeres barn.
Vi aftaler fra dag til dag, hvordan forløbet skal tilpasses, alt efter hvordan barnet har det. Personalet i vuggestuen såvel som i børnehave har mange års erfaring med indkøring og står klar til at støtte jer hele vejen. Har du brug for en lille opdatering i løbet af dagen, sender vi gerne en SMS eller et billede af dit barn – det skaber tryghed for jer og barnet.